Han tog en stor skål og lod blikket glide henover salatbaren. Gulerødderne så friskrevne og indbydende ud ved siden af pinjekernerne. Rosinerne var store idag. Det måtte være Jumbo rosiner. De kunne bare ikke måle sig med de tørrede tranebær, som strålede med den dejligste dybrøde farve. Og så smagte de bare godt. Der var ikke mange tilbage. Men mon ikke han lige kunne nå den sædvanlige omgang og pynte med dem tilsidst? Ligesom han plejede. Først de revne gulerødder.

Halvvejs gennem runden om salatbaren, kom Anika og stillede sig ved siden af ham.
– ”Hej Poul. Du er også gået direkte i baren.”, sagde hun med et smil spillende i øjnene. Anika havde været i firmaet nogenlunde lige så kort tid som han. Hun arbejdede i Indkøb og han i Projekt. Hendes hår var langt og mørkebrunt, næsten sort. Måske farvede hun det. Han vidste det ikke. Kun at han ikke kunne tage blikket fra det. Øjnene var brune og flankeret af et brillestel der var den reneste retrostil, han længe havde set. På Anika passede det dog og kunne simpelthen ikke være anderledes.
– ”Ja, uden mad og drikke, ved du nok.”, svarede han tilbage, opslugt af at balancere nogle stykker ananas på den efterhånden svulmende bunke salat, samtidig med at han, udad øjenkrogen, prøvede at nyde synet af hendes hår. Det sidste stykke ananas faldt medgørligt på plads og han var klar til tranebærene.
– ”Hvad er det? Har du taget de sidste tranebær?”, spurgte han.
– ”Ja, da. Der var jo næsten ingen. Skulle du have haft nogen?”
– ”Om jeg skulle? Har du slet ikke lagt mærke til at det er mine favoritter?”
– ”Det er muligt. Men idag kan du tage rosiner i stedet. Se hvor store de er.”, fniste hun. Det var tydeligt, at hun morede sig over så lidt der skulle til, for at skabe uorden i hans pedantiske salatdans.
– ”Meget morsomt! Nå, men jeg må så nøjes.”, svarede han tappert, mens han gjorde hvad han kunne for at undertrykke sin ituslåede forventning.
– ”Nemlig, sådan er det.”

Hun gik foran ham hen til køledisken og fiskede en kande vand op.
– ”Må jeg byde?”, spurgte hun.
– ”Det må du.”, sagde han og holdt sit glas frem. ”Hvad skal du lave i aften?”
– ”Jeg havde tænkt mig at gå tidligt til ro.”